Opdatering af WordPress MU til version 2.8.2

I dag havde jeg fornøjelsen af at bruge flere timer på at rette en fejl på Oenskebarn.dk. Normalt når jeg skriver indlæg på min og kærestens blog, bruger jeg Windows Live Writer (WLW). Det er et dejligt stykke værktøj, fordi jeg slipper helt for at skulle logge ind i backenden af WordPress. Jeg fik så den tanke, at jeg ville lave en guide til hvordan andre kan bruge Windows Live Writer til at skrive indlæg på Oenskebarn.dk, og så startede rædslerne…

Jeg forsøgte at oprette en konto ekstra i Windows Live Writer, men jeg blev ved med at få beskeden om at “Der er forbindelse til serveren, men du har ingen aktiv blog, bla bla bla”, noget i den stil. Som jeg har skrevet for nyligt, så har jeg installeret integration med facebook, det var derfor det første plugin, der kom under mistanke.
Da jeg ikke fandt nogen problemer her, så mistænkte jeg et plugin, der tillader passwords at blive gemt som MD5. Jeg gik ind og så om der var kommet en opdatering til dette plugin, og så faldt jeg over et andet plugin, som tillader at brugere kan logge ind gennem en anden database. Det lød meget spændende, fordi det ville forsimple den tidligere integration jeg har lavet mellem Graviditet og barn og Oenskebarn. Derfor brugte jeg noget tid på at installere dette plugin, og det kom til at virke rigtig godt, men det løste altså ikke mit problem med Windows Live Writer

Efter at have fundet adskillige forum-indlæg, der rapporterede de samme problemer, var jeg ikke kommet ret meget videre. Jeg forsøgte at lede i filen xmlrpc.php, da det er den som kommunikerer med Windows Live Writer. Intet hjalp, jeg blev ved med at få samme fejl. Jeg afprøvede adskillige andre programmer såsom W.bloggar og ScribeFire, men der var problemer med dem alle.

I et sidste desperat forsøg, foretog jeg en google søgning, der lød noget i retningen af “XML RPC WordPress MU 2.8.1” og her fandt jeg så ud af at WordPress MU 2.8.2 var udkommet, og jeg kunne se i changeloggen at den tilføjede én linje i xmlrpc.php (faktisk en lille dum PHP-fejl, som udviklerne er kommet til at lave). Samtidig blev jeg også opmærksom på at WordPress MU 2.8.2 er en kritisk opdatering, da den tilsyneladende skulle rette nogle sikkerhedsfejl.

Det bedste af det hele er snart at jeg ikke fik besked om denne opdatering i backenden af WordPress. Det er lidt skidt, når nu opdateringen var så kritisk. Jeg er endnu ikke en del af noget WordPress community, men jeg har haft meget med TYPO3 at gøre, og her har de en mailingliste der alene vedrører sikkerhedsfejl i kernen og i extensions til TYPO3. På den måde kan jeg få installeret sikkerhedsopdateringen lynhurtigt.

Hvis en garvet WordPress bruger læser med, kan denne måske fortælle mig, om der eksisterer sådan en mailingliste for WordPress?

Nå, den der guide til Windows Live Writer må vente på sig, for nu gik timerne med at finde den her dumme fejl og opdatere WordPress. Det mest positive ved dette var, at jeg fandt det plugin, som forsimplede integrationen med Graviditet og barn.

   

Skriv en kommentar

   

*