Nyt domæne til alle blogs

12. februar, 2009 - Ingen besvarelser

I forbindelse med at jeg synes, at domænenavnene til de forskellige blogs her på systemet var blevet for lange, så valgte jeg i dag at sætte et nyt domæne op. Som du sikkert allerede har bemærket, hvis du sidder og læser denne blog, så ligger indlægget her på http://teknik.oenskebarn.dk/, hvor det før i tiden var http://teknik.blogs.graviditet-og-barn.dk/.

Så nu er adressen lidt kortere, hvis man skal fortælle venner og bekendte, hvor den ligger. Alle blogs er naturligvis blevet viderestillet fra blogs.graviditet-og-barn.dk, så de ikke pludselig forsvinder fra søgemaskinerne og hos dem der har sat et bogmærke ved siden.

Dansk oversættelse af WordPress MU 2.7

10. februar, 2009 - 9 besvarelser

Da jeg for nylig har opdateret WordPress MU her på siden til version 2.7, så var der en del tekst i administrationen af blogs, som var engelsk. Idet WordPress MU er et gratis værktøj for alle som ønsker at bruge det, så kan man ikke forvente at andre oversætter WordPress MU til dansk inden for den nærmeste fremtid.

Af denne grund har jeg valgt selv at oversætte de ting der var forskellige mellem 2.6 og 2.7. Jeg har som sagt taget udgangspunkt i en tidligere oversættelse, og kun tilføjet de ændringer der blev lokaliseret af POedit. Mit arbejde bliver ikke bedre ved at jeg holder det for mig selv, hvorfor jeg gerne vil dele min oversættelse med alle som ønsker at bruge WordPress MU 2.7.

Du kan downloade filen ved at klikke her: Download dansk oversættelse af WordPress MU 2.7

Jeg vil naturligvis sætte stor pris på at få nogle kommentarer på min oversættelse, så den kan blive helt perfekt. Du må også meget gerne linke til mit indlæg her, så andre kan blive opmærksomme på min sprogpakke.

Nyt tema tilgængeligt

8. februar, 2009 - Ingen besvarelser

I dag har jeg aktiveret et tema ved navn “Delicious”, screenshottet snyder, da jeg ikke lige har fået mig taget sammen til at lave sådan et, men den er altså god nok, det er et helt nyt tema. Det er det tema, som min kæreste og jeg har anvendt på http://ann-og-soeren.blogs.graviditet-og-barn.dk. Nu kan alle bruge dette tema, hvor det bl.a. er muligt at skifte billedet af løven ud med en bjørn. Man kan også sætte sin ticker ind i bunden af bloggen, som det er gjort på vores hjemmeside.

Ikke længere muligt at skifte password/email

3. februar, 2009 - Ingen besvarelser

For at det skal være rigtig smart for os at anvende WordPress som blog-værktøj, så skal det synkroniseres med TYPO3, så man kan anvende samme brugernavn og kodeord på hhv. Graviditet og barn og på sin blog. Det er en større opgave at synkronisere to forskellige systemer. Det lykkedes os dog at lave det sådan, at når en bruger oprettes i TYPO3 oprettes samme bruger i WordPress, herefter er det så muligt at anvende sit brugernavn og sin kode, til at oprette en blog. Det eneste vi så manglede, var at sikre sammenhængende data, navnligt skulle vi sikre at ingen kunne skifte password i TYPO3 uden at det skete i WordPress og omvendt. Den første del har vi haft på plads fra starten, og nu har jeg så lavet et plugin, som sikrer at man ikke kan skifte email eller password i WordPress!

Opdatering af WordPress og oversættelse af tema

3. februar, 2009 - Ingen besvarelser

For dem der allerede har en blog hos Graviditet og barn, vil det være tydeligt, at vi har opdateret WordPress, som er den “motor” der kører alle vores blogs. Vi er gået fra WordPress 2.6 til 2.7, og der er sket en del mellem de to versioner. Vi håber at I vil tage den nye version til Jer, og endelig ikke holde Jer tilbage, hvis I oplever nogen problemer som vi skal have løst.

Der har også været tid til at oversætte det tema som hedder “Almost-spring”, så nu skulle man gerne kunne finde temaet på dansk. I den kommende tid håber vi på at få oversat nogle flere temaer, så der bliver endnu mere at vælge imellem.

Oversættelse af temaer

27. januar, 2009 - Ingen besvarelser

I dag har jeg været i gang med at oversætte temaet “Kubrick” og temaet “Daydream”. Det er endnu ikke blevet helt perfekt, men meget af det er blevet oversat.

Samtidig har jeg også lavet om på http://blogs.graviditet-og-barn.dk så den holder dig lidt mere i hånden, hvis du har ønske om at oprette en blog.

Kommenter endelig dette indlæg, hvis du bruger Kubrick eller Daydream, og har fundet nogle steder, hvor der mangler oversættelser, eller hvor der er nogen ord, som ikke giver mening i sammenhængen.

Problemer med at kommentere

26. januar, 2009 - Ingen besvarelser

Der har uheldigvis været problemer for ikke-oprettede brugere af Graviditet og barn, med at kommentere på de foskellige artikler på hjemmesiden. Det var vores sikkerhedssystem (Det med tallene, der beskytter mod spam), som var blevet opdateret, og derfor holdt op med at virke.

Vi blev først opmærksomme på det i aftes, fordi et familiemedlem oplevede problemer med at kommentere. Det havde godt nok undret lidt, at der ikke var så meget aktivitet som tidligere, men da der stadig var lidt aktivitet, troede vi ikke det skyldtes en fejl. Det viste sig dog at de oprettede brugere sagtens kunne kommentere, mens de besøgende ikke kunne.

Vi beklager fejlen, men den skulle være rettet nu. Oplever du en fejl på Graviditet og barn, så skriv til os på kontakt@graviditet-og-barn.dk

Gratis blog om graviditet og barn

23. januar, 2009 - Ingen besvarelser

Vi har pr. dags dato lavet en del ændringer på Graviditet og barn. Ændringerne medfører at alle vores brugere kan få en gratis blog, med det stykke software, som hedder WordPress. WordPress er på kort tid blevet uhyre populært, fordi det er enkelt at bruge, og giver et flot resultat.

Nu er der måske nogen som tænker: Jamen, har I ikke tilbudt gratis blog længe?
Dertil kan vi svare: Jo, det har vi, men ikke nær så simpelt som WordPress.
Fordelen ved den nye software er, at du som bruger på Graviditet og barn, kan oprette en blog helt uden at vi skal involveres. Det tager kun et øjeblik at få oprettet en blog, og vi vil påstå at der kun går omkring 10 minutter, fra du har oprettet din bruger på Graviditet og barn, og til du har fået oprettet en blog og kan begynde at skrive dit første indlæg.

God fornøjelse med den nye blog software på Graviditet og barn, skriv i forummet, hvis du har spørgsmål eller ønsker.